Bog

At leve, at tænke, at se

Af (
2012
)

Anmeldelse

At leve/At tænke/At se

Meget interessant bog, selv om den er svær at læse. 

 

Lad det være sagt med det samme og af mig selv: min måde at anmelde en bog på er noget speciel i dette tilfælde. Det har her på Litteratursiden af nogle været skrevet, at Siri Hustvedt kedede en med den megen namedropping. I hendes nye bog synes jeg også, at det er ved at tage overhånd.

Jeg havde ellers glædet mig meget til at læse endnu en essaysamling af min meget yndede forfatter, idet jeg havde ventet noget i retning af ”En bøn for Eros”, som jeg anser for det bedste i hendes forfatterskab. Jeg har ligeledes været glad for hendes første romaner, hvorimod jeg gik kold i ”Kvinden der rystede”. Med ”Sommeren uden mænd”, troede jeg, at S.H. var tilbage på sporet, men med sin nye bog kører hun videre med al sin næsten faglitterære udredning af psykiske fænomener. Jeg læste ikke ”Kvinden der rystede” færdig, men ville ikke endnu engang give op, så jeg læste hele den nye bog, uden dog at få meget ud af det, i hvert fald i første gennemlæsning. Ved anden gennemlæsning havde jeg papir og blyant ved hånden. Det tog nu lang tid, men udbyttet var så også derefter. Bogen er meget svær at læse. Jeg prøvede at lixe et par tilfældige sider og fik, at lixtallet lå på omkr. 48, hvilket betyder, at bogen er svær at læse. Ved udregning af lixtal tages der ikke hensyn til, om der i teksten optræder fremmedord, men da denne bog er fyldt med fremmedord, er resultatet, at bogen er uhyre svær at læse. Der er kun 25 sider, hvor der ikke optræder fremmedord, og sjovt nok så er det essayet om hende selv og hendes far, hvor der er færrest fremmedord. Til fremmedord har jeg henregnet de ord, som jeg selv ikke forstod uden opslag i ordbøger m.m. Af den slags ord fandt jeg ca. 1000, hvoraf der selvfølgelig er mange gengangere. Mange af disse ord er fagudtryk fra psykiatrien eller sammensætning af kendte ord på en speciel måde. Hvad er f. eks. ”En rummelig kontekst”? Ord som subjekt, associationer og psykiatri har jeg ikke regnet med til fremmedord. Det må i øvrigt have været et enormt arbejde at oversætte bogen. En del af de i bogen anvendte gloser kan slet ikke slås op i en alm. fremmedordbog. Med til at gøre bogen svær at læse er også Siri Hustvedts tendens til intellektualisme. Når hun f. eks. på side 50 skriver: ”Skrivemåder og skoler kommer og går: Grub Street, naturalisme, nouveau roman, magisk realisme.”, så skal man nok have studeret litteratur på højt niveau for at en klokke ringer. Selv kommer jeg til at tænke på Samuel Johnson, når jeg ser ordet Grub Street, men jeg ved ikke, om associationen er rigtig funderet.

Med hensyn til den megen namedropping, så fandt jeg ud af ved hjælp af ordoptælling og et skøn over antal bogstaver pr. side og i snit pr. ord, at Siri Hustvedts namedropping i denne bog fylder 7 sider. Hvis vi medtager forord, titelblad m.m. samt Kildehenvisninger efter hvert essay, som fylder ca.22 sider samt 9 blanke sider og ca. 5. sider med citater inde i teksterne, så fragår der i de 363 sider som essayene fylder 43 sider, så der kun er 320 sider tilbage.

At læse disse 320 sider er efter min mening en blandet fornøjelse. Bogen falder i tre afsnit, hvoraf de to første er vanskeligt at få noget ud af, idet de er spækket med faglige betragtninger inden for psykiatrien. I to af essayene er vi nogenlunde nede på jorden. Det gælder essayene ”Min far/Mig selv” samt ”Nogle spekulationer over ordet Skandinavien” I essayet ”Kritiske noter om det verbale klima” synes jeg, at Siri Hustvedt, hvis forfatterskab ellers er udpræget æstetisk i sin udtryksform falder lidt igennem med sin omtale af ”George W Bush og hans kumpaner”, men det er jo en kendt sag, som det fremgår af flere steder i både Hustvedts og Paul Austers forfatterskab, at de ikke bryder sig om republikanerne i amerikansk politik.

Mest kan man nok få ud af sidste afsnit i bogen, hvor Siri Hustvedt gennemgår forskellige billedkunstneres værker. Her kunne i hvert fald jeg bruge hendes namedropping til at udvide min horisont. Ved at google de forskellige kunstnere åbnede der sig en verden, som jeg hidtil har været uden for, men som er ganske interessant. Jeg har således først med læsning af Essayet om Kiki Smith fået øjnene op for denne kunstner, og Siri Hustvets udlægning af denne kunstners værker har givet mig et nyt og mere forstående syn på den mere avancerede billedkunst. I essayet ”Hvorfor Goya” gentager Siri Hustvedt næsten sig selv idet hun også i sin første essaysamling ”En bøn for Eros” allerede har gennemgået Goyas ”Los Caprichos” Så kan det selvfølgelig være interessant at sammenligne essayet fra 2006 med det fra den nye essaysamling. Der er i hvert fald det at bemærke, at Siri Hustvedt er blevet vanskeligere at læse.

Til slut kan konkluderes, at Siri Hustvedts nye essaysamling nok ikke vil få mange læsere. Den kunne måske interessere folk med interesse for psykiske lidelser, men det er jo alligevel ikke decideret faglitteratur. Hvis Siri Hustvedt skulle komme til at læse dette, (hun kan jo, som hun skriver et sted læse dansk), så skal min bøn til hende være: Kære Siri, læg al den snak om psykiske fænomener på hylden og giv os igen oplevelser, som vi fik i dine første romaner ”Med bind for øjnene” og ”Lilly Dahls fortryllelse” for slet ikke at tale om ”Det jeg elskede”

Bogdetaljer

Forlag
Per Kofod
Oversætter
Rasmus Hastrup
Faustnummer
29531714
ISBN
9788792494474
Antal sider
378

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer