Bog

Den flammende verden

Af (
2014
)

Anmeldelse

Den Flammende verden af Siri Hustvedt.

Så kom jeg omsider gennem Siri Hustvedts nyeste bog ”Den flammende Verden”. Jeg har tidligere skrevet noget om, at jeg var træt af hendes seneste bøger ”At leve, at tænke, at se” og ”Kvinden der rystede”, som næsten kun handlede om psykiske lidelser og derfor så frem til, at hun kom op at stå igen med en rigtig roman. Med ”Den flammende Verden” er Siri Hustvedt lidt tilbage på sporet. Man kan sige, at romanen er en blanding af stilen i henholdsvis de to nævnte psykologibøger og så hendes store gennembrudsroman ”Det jeg elskede”. Der er meget om psykiske lidelser i den sidste roman, men selve plottet minder meget og det i ”Det jeg elskede” Den flammende verden handler om billedkunstneren Harriet Burden alias Harry. Hun har været gift med den noget dominerende kunstkritiker Felix Lord, hvilket stillede hende i den situation, at hun faktisk kun var kendt som hans hustru og uden at have opnået et egentligt gennembrud som selvstændig kunstner, hvilket efter hendes egen opfattelse beroede på fordomme med hensyn til det at anerkende kvindelige kunstnere på lige for med ditto mandlige. Sent i sit kunstnerliv praktiserer hun så den genistreg at alliere sig med tre på hinanden forholdsvis ukendte mandlige kunstnere for i samarbejde med dem at lave tre performances, således, at de fremvises som værende skabt af de tre mænd, hvilket, hvad også var formålet, viser sig at give den anerkendelse, som hun ikke kunne have opnået, hvis hun selv havde stået som skaberen af kunstværkerne. I bogen føres vi så som i en roman gennem de forviklinger, der opstår hen af vejen, ligesom vi hører om hendes liv fra fødsel til død beskrevet gennem udsagn fra hendes to børn, hendes elsker, flere kunstkritikere samt andre, som har været i hendes liv eller har haft med de førnævnte at gøre. Man skal holde ørerne stive for at holde rede på alle personerne, og mange af kapitlerne er meget svært tilgængelige, hvilket især gælder dem, som omhandler Harriet Burdens egne udsagn. Men ellers kan man glæde sig over de sædvanlige karakteristika, der kendetegner Siri Hustvedts og hendes mands forfatterskaber. Det, som jeg finder så interessant i hendes og hendes mands bøger er, ud over den uforlignelige og formfuldendte legen med sproget, som de mestrer til fuldkommenhed, så også de mange referencer. Når man læser Siri Hustvedt, så skal man have både fremmedordbog og Google inden for rækkevidde. Hun strør om sig med fremmedord og som sædvanlig namedropper hun konstant, og hvis man følger op på det og googler de mange omtalte personer, så lægges der virkelig lag på ens kulturelle niveau. At det så måske bliver lige lovligt meget, skal jeg da gerne indrømme, især når det drejer sig om Siri Hustvedts yndlingsemne, nemlig psykiatrien. Man skal dog ikke tage alt for gode varer, idet hun ligesom sin mand er en mester i at flette sine romaner sammen, så midt i mellem alle de kunstnere, som omtales er der pludselig en, som aldrig nogen sinde har eksisteret andet end som fiktiv person i hendes gennembrudsroman "Det jeg elskede”, hvor en af hovedpersonerne er Bill Wechsler. Han omtales på side 167 sammen med en del kunstenere fra den virkelige verden. I det hele taget, så kan man, når man læser om de kunstværker, som Harriet Burden fremstiller, ikke lade være med at tænke på de performances, som omtalte Bill Wechler beskæftigede sig med. Jeg tænker på det med de små kasser og dukkerne. Persongalleriet er også det velkendte fra tidligere bøger idet vi bevæger og i de lidt sofistikerede kredse befolket af kunstnere, kritikere og videnskabsmænd. Jeg har i min analyse af Paul Austers forfatterskab været inde på, det med, at forfatterparret Auster og Hustvedt i deres stil minder meget om hinanden, at de har de samme referencer, samt at de fletter deres forfatterskab sammen. I Hustvedts nye bog finde vi også alle de gamle kendinge. Der henvises til de samme personer, som hun tidligere har omtalt og som i mange tilfælde er de samme, som Paul Auster omtaler. Nu går hun endda endnu videre, idet hun i denne bog lader hovedpersonen være af jødisk oprindelse, hvilket indtil nu kun har været et kendetegn for Paul Auster. I et interview med Adam Holm, som vi engang i foråret så i fjernsynet diskuteredes meget, om ”Den flammende Verden” var en bog, som satte kvindesagen til debat, og det er måske også tilfældet. Siri Hustvedt har tidligere været ude med riven og f. eks. kritiseret mænd for ikke at læse litteratur og i hvert fald ikke, såfremt der er tale om bøger skrevet af kvinder, hvilket måske indikerer, at hun har lidt af et kompleks, og måske føler sig sat lidt i skyggen af sin mand. Jeg havde i sin tid efter at have læst ”Det jeg elskede” en teori om, at denne bog var skrevet af Paul Auster, og at der altså der var tale om en kontrast til det der er temaet i Hustvedts nye bog. Min ide bundede i, at hele stilen i bogen mindede om Paul Austers, men også i det faktum, at bogen var en nøgleroman, der i virkeligeden handlede om Paul Austers tidligere ægteskab med Lydia Davies, hans skilsmisse samt de problemer der har været med sønnen af første ægteskab. Senere kom jeg til den erkendelse, at min teori nok ikke var rigtig, men at de to forfattere nok bare på bedste postmodernistiske vis stjal med arme og ben fra hinanden, samt flettede deres forfatterskaber sammen. Ved læsning af Siri Hustvedts nye bog kan jeg ikke lade være med at vende tilbage til tidligere tanker om de to forfatterskaber. Jeg tror ikke, at den ene eller den anden har skrevet den andens bøger, men jeg tror, at Siri Hustvedt i sin nye bog vil sige et eller andet om, hvorledes hun og hendes mand arbejder sammen, og hvad de vil med det. Der er så mange små hentydninger, som jeg mener skal lede tanken hen på noget. Alene emnet med at lave noget i fællesskab og udstille det i en andens navn, og så alligevel ikke. Men der er også små bitte hentydninger. Tag bare det eksempel, som ses på side 356, hvor hun omtaler sin onkel Samuel. Det var såmænd Paul Auster, som havde en onkel, der hed Samuel. Hans far hed i øvrigt også Samuel, medens hans farfar hed Harry. Ellers vil jeg henvise til sidste afsnit på side 327, hvor der står: ”Nej jeg tror ikke, at hun havde noget med at gøre. Formålet med dette interview er simpelthen at få endnu et perspektiv på relationerne mellem Burden og Rune. Med tiden kan det være, at der kommer mere frem, måske gør der ikke. Jeg vil blot slå kendsgerningerne fast – hvem gjorde hvad og hvornår”. Burden er som sagt den kvindelige hovedperson som laver et kunstværk, som Rune så lægger navn til under udstillingen og udsagnet fremsættes af en af de bipersoner, som gennem sit udsagn er med til at kaste lys over Harriet Burdens forhold til sin egen kunst i relation til den måde hvorpå den bliver realiseret. Når alt kommer til alt, så synes jeg vældig godt om bogen, og så er det, at jeg gerne ville høre andres mening om den. Især kunne det være interessant at få opklaret, om den også læses af mænd, og hvad de i så fald mener om den. Og lad mig så til sidst indrømme, at hvis jeg ikke havde været så interesseret i alt omkring Paul Auster, så havde jeg nok ikke været fan af Siri Hustvedt.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Christian Bundegaard
Faustnummer
51024737
ISBN
9788711345832
Antal sider
439

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer