Bog

Mussolini-kanalen 2

Af (
2017
)

Anmeldelse

Mussolini-kanalen 2 af Antonio Pennacchi

Antonio Pennacchis anden bog om den italienske histories blinde plet er lige så uprætentiøs som sin titel, men uden forgængerens forbilledlige komposition.

Sproget er lige på kornet i denne opfølger til den italienske succesroman ’Mussolini-Kanalen’, som udkom på dansk i 2013, hvor høj som lav snakker med en bred dialekt, smurt ind i saftige kraftudtryk. Oversætter Thomas Harder har lavet en nydelig fordanskning af de djærve bønders og røveres uformelle sprog fra den italienske original. Det er for eksempel svært at stå for en Mussolini der i sit stille indre tænker ”Sånno’et kattepis”, mens hans diktatur styrter sammen omkring ham og efterlader Italien i et politisk kaos, som mange vil mene stadig varer ved.

Hovedpersonerne i ’Mussolini-Kanalen 2’ er i vid udstrækning de samme, som de var i den første, ligesom den opfarende jeg-fortæller også er den samme (og hvis du ikke ved hvem det er, så må du læse 1’eren, for jeg afslører det ikke her!). Det er stadig den fascistiske bondefamilie Peruzzis krønike man følger, men hvor den første bog handlede om fascismens begyndelse og velmagtsdage, handler denne om fascismens fald:

Kongen flygtede fra den synkende skude, Mussolini blev en marionet for Hitler med den illegitime røverstat, RSI, i Salo i Norditalien, den italienske modstandsbevægelse havde flere løse ender end en tallerken spaghetti med sit væld af afhoppere og vendekåber, som var fascister dagen før og nu sloges mindst lige så indædt mod det falmede regime. Fra at have været i krig mod en ydre fjende, måtte man nu famle sig frem i en blodig borgerkrig mellem brødre.

Sådan lå landet for Italien i ’44-45, og det må siges at være noget af et historisk landskab at indfange og yde retfærdighed. Det forsøger Pennacchi ikke desto mindre med denne fortsættelse, hvor familien Peruzzis to grene pludselig befinder sig på hver sin side af en vildtvoksende og blodig konflikt.
Desværre ender hans forsøg på at vise historiens kompleksitet med selv at blive temmelig komplekst; dødstallene tårner sig op mellem procentsatser og krigsmateriel, og antallet af navngivne personer en russer værdigt, i de passager i bogen der pletvist får den til at minde mere om en historisk afhandling end en historisk roman.

Men selv om fortællingen på den måde er tynget af lidt for mange hovedpersoner og handlingsforløb i forhold til sit omfang, og selv om den snubler lidt i de mange overgange mellem person- og nationalhistorie, som var så forbilledligt udført i forgængeren, kan bogen noget af det samme. Pointen om at forstå datiden på datidens betingelser, som var så fremtrædende i den første bog, bliver endnu mere cementeret her, hvor det er borgerkrigen, det gælder, ligesom der endnu en gang bliver fokuseret på et stykke verdenshistorie, som de færreste kender på vores breddegrader. Det hele bliver gjort levende og nært for læseren med et dialekt-sprog, der er jævnt som en pløjemark og lige så uhøjtideligt.

På den måde er ’Mussolini-Kanalen 2’ som en pizza: Hvor den er god er den fantastisk, og hvor den er mindre god, er den stadig helt OK.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Thomas Harder
ISBN
9788702221275
Antal sider
450

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer