Bog

Den usynlige mil

Af (
2017
)

Anmeldelse

Den usynlige mil af David Coventry

Cykelløb, kærlighed, opgør med fortiden og 1. verdenskrig  går op i en højere enhed i denne overraskende new zealandske roman.

Historien foregår under Tour de France i 1928, og det er dels en beskrivelse af selve cykelløbet og de forskellige ryttere, men også en meget filosofisk, psykologisk og poetisk fortælling om fortællerens kamp og opgør med sine indre dæmoner, og jo nærmere han kommer slagmarkerne i Nordfrankrig, jo større bliver hans kamp.

Fortællingen udspiller sig under det legendariske Tour de France i 1928, og med tourens længde på 5377 km var der kun 41 ud af de 162 ryttere, der nåede Paris. Fortælleren er en fiktiv unavngiven person, som deltager på et australsk-newzealandsk cykelhold, mens de fire andre ryttere på holdet var virkelige deltagere i løbet.

Fortælleren bærer mange problemer med sig hjemmefra, blandt andet en traumaramt bror efter deltagelse i 1. verdenskrig og en søster, der døde under mystiske omstændigheder. Under løbet skal han mødes med sin kusine, som han kun kender fra breve, men hun dukker aldrig op. Til gengæld er der den lidt mystiske Celia, som han indleder et kærlighedsforhold til under løbet under dække af at være en anden person.

Af bogens andet spor var jeg så absolut mest begejstret for den del, der handlede om selve cykelløbet og de indbyrdes forhold mellem cykelrytterne. Det har uden tvivl været et ufattelig hårdt løb uden nutidens hjælpebiler og mekanikere til at ordne cyklerne, lange distancer, nogle på mere end 300 km, og kørsel om natten på mørke veje i bjergene. Så doping skulle der til – her i form af æter, kokain, opium og andre stimulanser.

Fortællerens egen historie med alle hans traumer og opgør med fortiden, fandt jeg også interessant, men den er efter min mening for langtrukken, og ind imellem lidt søgt. Sproget er meget poetisk og filosofisk med drømmeagtige syner og i perioder fungerer det fint, men det bliver også for meget.

Som det nok kan anes, er jeg lidt splittet over bogen, men jeg holdt ud og læste den til ende, og det er jeg glad for, da slutningen er fænomenal og meget overraskende.

David Coventry er fra New Zealand og bogen hans debut. I forbindelse med læsningen af 'Den usynlige mil', fik jeg lyst til at vide lidt mere om løbet i 1928, så jeg fik fat på Joakim Jakobsens bog 'Tour de France' fra 2012, som skildrer alle løbene fra det første i 1903 og frem til 2012. Det er en guldgrube af oplysninger om alle løbene.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Oversætter
Louise Ardenfelt Ravnild
Faustnummer
53184103
ISBN
9788763846721
Antal sider
314

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer